Fjer til fluebinding

Begynd med fjerenes funktion i fluen

• Tørfluehackle: relativt stive fibre, begrænset web og et skaft, der kan vikles i den krævede krogstørrelse.
• Soft hackle og kraver: bevægelige fibre med mere web og et smidigt skaft.
• Streamerbevægelse: lange marabou-, schlappen- eller saddlefibre, der åbner og klapper sammen i vandet.
• Hale- og kropsfibre: lige fibre, biot, quill og herl med passende tilspidsning eller kant.
• Parrede vinger: matchende slips fra tilsvarende venstre og højre svingfjer.

Hvor på fuglen voksede fjeren?

En nakke eller cape har et bredt udvalg af relativt korte fjer. En saddle giver generelt længere fjer med et smallere udvalg af størrelser. Vinge- og halefjer har fastere faner, der egner sig til slips, quill og strukturelle elementer. Flankefjer og kropsfjer kombinerer ofte mønster, web og bevægelse. CDC stammer fra området omkring børsekirtlen og har en fin, forgrenet struktur.

Oprindelsen peger på tendenser, men giver ikke et entydigt resultat. To fjer fra samme fugl kan opføre sig forskelligt, og avl, alder, forarbejdning og farvning påvirker materialet yderligere.

Cape, saddle, skind eller løs pakke?

En cape er effektiv, når der bindes mange krogstørrelser. En saddle er nyttig til gentagne fluer, der kræver lang og ensartet hackle. Et skind bevarer et naturligt udvalg af fjerformer og størrelser fra ét område på kroppen. En løs pakke er økonomisk, når der kræves én bestemt fjertype eller farve.

Vurder værdien ud fra de brugbare fjer til de mønstre, der bindes, ikke blot efter skindets størrelse eller gradens navn. Producenternes grader giver mening inden for den enkelte producents eget system og bør ikke opfattes som en universel skala.

Sådan undersøges en fjer

1. Stryg fibrene vinkelret på skaftet, og kontrollér deres stivhed og web.
2. Bøj skaftet dér, hvor det skal vikles; det skal give efter uden at sprække.
3. Mål fiberlængden i forhold til krogen eller den tilsigtede profil.
4. Kontrollér, hvor stor en del af fjeren der har en ensartet og brugbar struktur.
5. Undersøg farvet materiale for sprøde spidser, ujævn farve eller rester.

Web, dun og elasticitet

Web er det område, hvor de tilstødende bistråle holder fanen sammen. Mere web skaber generelt en fyldigere profil med større sammenhæng mellem fibrene; lidt web lader de enkelte fibre stå tydeligt. Dun ved basen er bløde og holder på luft, men fjernes normalt før indbinding. Elasticiteten afgør, om fibrene springer tilbage, forbliver strøgne eller klapper sammen i strømmen.

Naturlig, farvet, grizzly og UV-behandlet

Naturlige markeringer skaber tværstriber og tonale variationer. Grizzly beskriver en stribet fjerdragt, ikke én bestemt farve. Farvning udvider paletten, men kan ændre følelsen, og kommercielle UV-behandlinger kan ændre fluorescens eller refleksion. Disse betegnelser erstatter ikke en direkte undersøgelse i normalt lys og i vand.

Opbevaring

Opbevar fjer tørt, mærket og beskyttet mod insekter. Nye naturmaterialer bør isoleres og undersøges, før de lægges sammen med en etableret samling. Undgå at mase skaft og lange fibre. Lukket opbevaring hjælper med at kontrollere skadedyr, men fugtigt materiale skal tørres, før det lukkes inde.

Ofte stillede spørgsmål

Er alle hanefjer egnede til tørfluer?

Nej. Tørfluehackle kræver den rette fiberstivhed, lavt web, passende skaft og størrelse. Mange hanefjer egner sig bedre til streamere eller almindelig fluebinding.

Er hønsefjer ringere?

Nej. Deres blødere struktur med mere web er netop det, mange vådfluer, nymfer og kraver kræver.

Skal CDC behandles kraftigt med flydemiddel?

Nej. Brug et produkt beregnet til CDC sparsomt; meget fedt kan få fiberstrukturen til at klappe sammen.

Se de dedikerede sektioner for fugleskind, halefjer og vinger og quill.